facebook

Slide background

VELKOMMEN TIL FAABORG KRO

SPIS, HOLD SELSKABER ELLER OVERNAT

Vi står klar til dig hvad enten du skal holde et arrangement eller spise hos os en aften.

Slide background

VELKOMMEN TIL FAABORG KRO

SPIS, HOLD SELSKABER ELLER OVERNAT

Vi står klar til dig hvad enten du skal holde et arrangement eller spise hos os en aften.

Slide background

VELKOMMEN TIL FAABORG KRO

SPIS, HOLD SELSKABER ELLER OVERNAT

Vi står klar til dig hvad enten du skal holde et arrangement eller spise hos os en aften.

Slide background

Historie

Faaborg Kro-anno 1708- Kongelig Privilegeret 1785  

Kongeligt privilegerede kroer og gæstgiverier har eksisteret i århundrede, så længe som der har været veje og mennesker, der skulle på langfart og der har været behov for at komme under tag for, at få et måltid mad og natleje for folk og heste.

Vi hører om de første kroer allerede i år 550 f.Kr. i Persien, hvor de var anlagt ved de store veje med 17 kilometers afstand. Op gennem tiderne til romertiden og til tiden omkring Kong Karl den Store, i årene 768 til 814, dukker kroerne regelmæssigt op i historien. I middelalderen derimod var det mere almindeligt, at de vejfarende søgte til klostrene og præstegårdene for at få husly og mad. Den første danske kro, som fik sit kongelige privilegium, var Bromølle Kro på Sjælland i år 1198 under Kong Knud den IV.
I 1283 bestemte Kong Erik Klipping, at der skulle oprettes kroer ved de såkaldte kongeveje og færgesteder, som kongerne benyttede, når de rejste landet rundt i embeds medfør. Kong Erik Klipping blev i øvrigt dræbt, da han i 1286 overnattede i en lade, fordi der ingen kro var i nærheden. Dronning Margrethe I bestemte i år 1396, at der skulle være en kro for hver 4. mil. Dette blev ændret til hver anden mil i 1522 ved Kong Christian II’s verdslige lov.
Efter reformationen i 1536 begyndte der at komme mange kongeligt privilegerede kroer, og de sidste tre fik deres privilegium i 1912. Kromandens løn for altid at have en seng og et måltid mad til de vejfarende var, at han afgiftsfrit måtte brænde brændevin, brygge øl og bage brød, såvel til eget brug på kroen, som til salg ud af huset. Desuden var han fri for indkvartering af soldater. Som kuriosum kan nævnes, at landsbyens folk i flere hundrede år ikke måtte komme på kroen som gæster, da kroerne kun var beregnet til de vejfarende. Danmark har 400 kroer, hvoraf kun en fjededel er kongeligt privilegerede. Kun nogle få kroer er stadig som de har været i århundreder, mens andre desværre er brændt og bygget op igen eller flyttet over på den anden side af vejen. Men på de kongeligt privilegerede kroer har der været gæstgiveri i en ubrudt årrække, siden de fik deres privilegium.
Danmark er det eneste land i verden, der har disse kongelig privilegerede kroer.

I 1100-tallet opførtes gæstgiverierne på kongens befaling for at give husly for kongen og hans følge. Senere kom der en kongelig forordning om at oprette kroer over hele landet langs de store veje, så de vejfarende kunne få husly, mad og hvile. Men trafikken på vejene var ikke tilstrækkelig til at forsørge en kroejer. For at opmuntre bønder til åbne gæstgiverier gav man dem rettigheder til at brygge øl, brænde brændevin og sælge brød samt foder til hestene. I 1689 fik landevejskroerne monopol på fremstilling af øl og salg af øl og brændevin. Det blev en indbringende forretning, og antallet af kroer tog til. Det gjorde drikkeriet også. Derfor blev det i 1757 forbudt at sælge og servere brændevin for lokalbefolkningen. Følgen deraf blev, at der opstod en masse smugkroer.

Faaborg Kro har, som landsbyen på den jyske hede, ligget i et område med langt til nærmeste købstad og heller ikke i ældre tid på nogen kendt hovedfærdselsåre. Grindsted-Esbjerg banelinjen kom også til at gå uden om Fåborg. Faaborg Kro har, som det var almindeligt, fået navn efter landsbyen, og derudover er der tale om en såkaldt kirkekro jf. placeringen ved siden af kirkegårdsgærdet, da der kun er nogle få skridt fra krodøren til kirkegårdslågen. 

Faaborg Kros historie er i modsætning til kirkens kun sparsomt beskrevet, som det i øvrigt er almindeligt for mange danske kroer. Kroens alder kan angiveligt spores helt tilbage til 1708, hvor vi kender navnet på en ejer Henrik Hageman, der skal have søgt om bevilling til at drive kro eller gæstgiveri i Fåborg. I 1789 er nævnt 17 gårde og huse i Fåborg, hvoraf katedralskolen i Ribe ejer en gård, som kaldes for anneksgården og som hører under præsteembedet. Anneksgården eller krogården kan meget vel først være opstået som privat gæstgiveri, hvorefter den blev et ”offentlig gæstgiveri” som følge af øget vejtrafik op gennem 16- og 1700-tallet. Kroen har sikkert, som allerede antydet, fået sine privilegier i 1700-tallet. 

I denne periode (1700-1756) udstedtes nemlig over 200 gæstgiver bevillinger til glæde for de vejfarende, der her kunne få husly, mad og hvile. Den ældst kendte bevilling iflg. skattelisten på værtshushold blev 16. juni 1831 udstedt til kroejer Niels Hansen, der var fæster af krogården fra 1828 til 1856.(1) Krogården hørte under præsteembedet, det var, mens Fåborg sogn var anneks under V. Nykirke. Da forandringen skete i 1860, så Fåborg blev hovedsogn og Årre anneks, blev anneksgården udstykket. I 1861 er der tinglyst skøde fra pastor Svendsen til Niels Hansens fæsteenke Kirsten Jepsdatter.

Pastor Svendsen var den første præst i sognet og skidlrer det som følgende: ”Efter langtrukne og vidtløftige forhandlinger om præstegård og præstegårds jord blev det afgjort, at fæsteenken af anneksgården i Fåborg, Kirsten Jepsdatter, udkøbtes af gården, mod at hun til fri ejendom beholdt Toften ved kirken med påstående bygninger og noget mere jord, engen i Sønderenge, et stykke mosejord, og for sin og svigersøn H. Chr. Andersens livstid  2 dages tørvegrøft årlig i præstens hede, og at der derefter byggedes præstegård på lodden nordvest for kirken.

Der fandtes tre huse med have lige vest for kirken ved kroen, som kaldtes "Toften”. Det ene hus beboedes af en smed, det andet af en aftægtskone, der fik en urimelig stor aftægt i 44 år. Hun var også den gamle krokone og fik et par kander nymalket mælk om dagen og 1 kande brændevin hver søndag. Hun levede et tarveligt, men ordentlig liv og var meget gæstfri og godgørende mod småkårsfolk. Det tredje hus beboedes af en skrædder. 

Da pastor Svendsen kom til sognet i 1860, var hans opmærksomhed rettet mod Faaborg Kro. Den var jo til huse i præsteembedets anneksgård. Han indså, at kroens beliggenhed ved siden af kirken og med staldplads, hvor de kirkesøgende om søndagen kunne få fraspændt deres heste og stude, mens de var i kirke, havde en uheldig virkning. Mange gange samledes der mange mennesker efter gudstjenesten på kroen, og der blev drukket meget, navnlig de små sorte alias kaffepunch. Efter en del års forløb begyndte ”Good Templar” ordenen i sognet, som også fik en loge, der hed ”Broder Troskab” den vandt tilslutning og senere blev stiftet en lokalforening under ”Blå Kors”. Der var en del af de ældre, som var imod afholdsforeningen. Der var en, der trådte frem ved en diskussion og sagde ”A vil egentlig godt vær total-mand, hvis a ka fo lov te o drek mi davle brænvin”. Der blev klappet i hænderne for ham, men alligevel gik det frem med afholdsbevægelsen. For at komme drikkeriet til livs, blev der i 1887 samlet ind blandt ædrulighedens mænd og bygget et forsamlingshus med staldplads til 30 heste midt i byen, hvor der ikke måtte udskænkes spiritus ved festlige lejligheder.

Over for kroen lå staldbygningen og vognporten, som før omtalt blev brugt til staldplads og kromanden havde køer og grise til husbehov. Desuden var der en lille beboelses lejlighed med kakkelovn i den østlige ende af bygningen, hvor der på skift har boet flere familier. Staldbygningen blev revet ned omkring 1940, da daværende ejer Peder Kristensen byggede en gård på kroens jordlodder lige syd for byskiltet. Senere frasolgte Peder gården og kroens jord. I 1944 solgte han kroen til Alfred Brosbøl, og købte kort tid efter Gørding hotel. Men da hustruen Olga savnede Fåborg, solgte de efter et par år hotellet igen og købte i stedet for Agerbæk hotel. Peder Kristensen drev i Fåborg landbrug ved siden af kroholdet og Alfred Brosbøl drev vognmands forretning.

I forbindelse med ejerskifte på Faaborg Kro i 1896 indsendte afholdsforeningen et andragende til sognerådet med et stort antal underskrifter. Man bad sognerådet give afholdsbevilling til den nye ejer uden udskænkning af spiritus. Således blev det. Men det besynderlige var, at kromanden fortsat havde ret til at sælge spiritus fra sin købmandsbutik, som blev nedlagt i 1897. Desuden fandtes der en stor lagerbygning mellem kroen og kirken.    
Afholdsforeningen tog på ny sagen op for også at få det ændret. Men der gik adskillige år, inden det endelig lykkedes foreningen at få en forhandling i stand med kromanden. Det vedtoges at yde et vederlag på 500 kr. til kromanden mod, at han den 1. oktober 1914 nedlagde sin spiritushandel. De 500 kr. var indsamlet blandt ædruelighedens venner i sognet(3).

Omkring år 1930 var politimesteren fra Varde på besøg i Fåborg. Da han tilfældigt fik øje på skiltet med Kong Frederiks logo og teksten Kongelig Previligeret Gjestgivergaard  ved siden af krodøren, beordrede han med bøs stemme: ”Få det skilt fjernet, det har ingen betydning mere”. Skiltet blev af den daværende ejer taget ned og gemt på loftet indtil krigens slutning  i 1945. Kirken skulle males og der var ny ejer på kroen. De specielle malere, der udførte dette arbejde, boede på Fåborg kro. Den var på det tidspunkt endnu uden bevilling, og på muren hang et gammelt skilt, hvorpå der stod Afholdskro. Men kromanden, Alfred Brosbøl anede, der stod noget andet under malingen, så han fik kirkemalerne, som vi kaldte dem til at undersøge det nærmere. De tog det med op i kirken, hvor de rensede det. Og så åbenbaredes en noget anden bemaling, der stod nu: Kongelig Previligeret Gjestgivergaard. Og der var malet klukflaske og glas. Mens det endnu stod i kirken, kom en gammel missionsmand, der sad i menighedsrådet, op for at se til arbejdet. Han kiggede noget på skiltet og på altertavlen, hvor en del af felterne med indskrifter og billeder var taget ud. Han spurgte så. "Men hvor skal det sidde ?" Han blev dog klar over, at det egentlig ikke hørte til der. Men det hænger stadigvæk på muren på Fåborg kro(3).

Kroejerne forsøgte flere gange at få spiritusbevilling. I 1953 var der kommunal afstemning om sagen. Følgen deraf blev 169 jastemmer og 421 nejstemmer. Lokalbefolkningen havde klart tilkendegivet sit standpunkt. Først 9 år senere den 1.oktober 1962 lykkedes det kroejer Alfred Brosbøl at få sognerådets godkendelse til udskænkning af spiritus.

Fåborg Ungdomsforening blev stiftet i 1914 på Faaborg Kro. Foreningen havde god tilslutning med omkring 100 medlemmer i alderen fra 14 til 25 år. De unge havde møde hver 14. dag på kroen, som regel fra kl.20 til kl.23. Møderne begyndte med en sang eller to, så et foredrag med en foredragsholder, så en sang igen med efterfølgende kaffebord.

Jens Peder Nielsen( kaldet Rasmussen) overtog i 1927 Faaborg Kro i en byttehandel med daværende kromand Kresten Krestesen, som i byttet overtog Jens Peders gård i Avtrup. Jens Peder var på det tidspunkt 58 år, og hans arbejdsevner var minimale, men han var fyldt med nye ideer vedrørende fremtidsmulighederne på kroen. Han havde i sin begejstring glemt, at hans kone Kirstine nu var 48 år og havde trukket det tungeste læs med 16 børn.  Men Kirstine var en dygtig husmor og alle døtrene kunne hjælpe til på kroen, mente han. Da der i Jens Peters verden ikke var langt fra tanke til handling, byggede han hurtigt efter ejerskiftet en ny stor sal med køkken nedenunder salens scene. Lige inden for hoved indgangen førte en trappe op til en balkon, hvor gæsterne kunne følge med i, hvad der foregik på scenen i den anden ende af salen. Salen blev indviet den 10. juni 1927 i forbindelse med datteren Dorotheas bryllup med Mads Jacobsen. Efterfølgende var salen klar til at modtage gæster. De udeblev heller ikke, og snart blev salen optaget af familiefester, foreningsarrangementer, gymnastik og lignende. Den lille eksisterende sal blev i forbindelse med bygningen af den store sal omdannet til restaurationslokale med små borde og et billardbord, som gæsterne kunne benytte mod et gebyr på 75 øre pr. time.

Krogæsterne kom dengang ikke for at få øl eller brændevin, men for at nyde en god kop kaffe med brød, smørrebrød eller en god middag. Lørdag aften mødtes stamgæsterne til et slag kort, et parti billard eller for bare at nyde en god kop kaffe og få en hyggesnak med vennerne(4).

I mange år efter krigen var der lørdagsbal på Faaborg Kro, hvor ”de unge” kom cyklende langvejs fra de omkringliggende størrer byer. Ballet startede lørdag eftermiddag med kaffe og kage, og om aftenen var der dans til spillemands musik.    

5. juledag var der altid juletræsfest for børnene om dagen, kaffebord efter gudstjenesten i kirken og julebal for de voksne om aftenen. Salen på kroen blev i mange år brugt til amatørskuespil, indtil salen i 1970erne blev renoveret og scenen fjernet. Under den gamle scene lå som før nævnt grovkøkkenet, som blev brugt ved de store fester i salen, hvor gæsterne selv kom med råvarerne, såsom gris, grønsager, mælkeprodukter osv. Køkkenet blev i 1963 erstattet af et nyt flot køkken ved siden af salen. Samtidig blev der indkøbt nyt køkken udstyr, service og glas, førhen lejede kroen service og glas, når de store fester afholdtes og inden da havde gæsterne det selv med i håndtasken. Da den nye køkken tilbygning inklusiv nyt inventar løb op i en investering på kr.500.000, som var noget mere end budgetteret. Så måtte daværende kroejer Mette Brosbøl være opfindsom med hensyn til en ny indtjening og deraf opstod ideen med søndags middag. Og den dag i dag, mere end 55 år senere, serveres der stadigvæk søndags middag året rundt på Faaborg kro. Menuen består af klar suppe kogt på oksseklump, høns og urter, suppekød, kartofler, grønsager, gele og sursød peberrods sovs og fløderand med kirsebær sovs, 3 retter til en overkommelig pris. 

Efter ejerskifte i 1972, renoverede de nye kroejere Erik og Edith Simonsen salens gavl imod nord. Den gamle svungne gavl fra 1927 blev desværre revet ned og blev erstattet med en helt almindelig gavl. Desuden blev der bygget nye moderne toilet faciliteter og indgangs parti op imod kirken. Det gamle indgangs parti blev bygget om til et stort lokale, som nu benyttes som restaurationslokale, hvor bl.a. gæsterne kan får velkomst drinks og kaffe, ligesom lokalet bliver brugt til små selskaber. Køkkenet blev ligeledes renoveret og udvidet med køle- og fryserum.

Da kroen efter 28 år skiftede ejer i år 2000, var det 2 arbejdssomme piger Ineke Korver og Anne Nielsen  som overtog kroen, og som både renoverede udvendigt, med nyt stråtag på den gamle del af kroen, såvel som indvendigt.

I 2006 overtog undertegnede ægtepar Faaborg Kro. Vi er begge uddannet i hotelbranchen og har brugt mange ressourcer på fortsat at renovere den gamle stråtægte landsbykro, hvor den ældste del kan dateres mere end 300 år tilbage. Desuden har vi indrettet værelser i en anneks bygning og vi værner om, at stemningen på kroen bliver holdt i den gamle nostalgiske indretnings stil.

Vi håber på, at kroen fortsat i mange år vil være samlingspunkt for omegnens befolkning, som der har været tradition for igennem flere generationer. 

Vi glæder os til at byde jer velkomne på Faaborg Kro og fremviser og fortæller gerne kroens historie.

Med venlig hilsen Marlene & Uwe Schober

Kildehenvisninger:

  1. Årbog for Museet for Varde By og Omegn & Ringkøbing-Skjern Museum 2010
  2. Provst Jacob Holdts erindringer
  3. Fåborg Sogn Bind 1
  4. Mine Erindringer af Martine Bertram(datter af kroejer(1927-1938) Jens Peder Nielsen også kaldt Rasmussen

Fåborg kirke er en blandt vore mange smukke middelalderkirker. Den ligger midt i Fåborg by på et af sognets højeste punkter. Kirken er en velbevaret, romansk kvaderstensbygning (ca. 1150-1225), bestående af skib og kor, som på et tidligt tidspunkt er forlænget mod vest. Tårnet er tilføjet i senmiddelalderen (1400-1500), og det samme gælder våbenhuset. Fåborg sogn var tidligere anneks under Vester Nykirke indtil 1860, hvor Fåborg blev hovedsogn til Årre anneks. Fåborg kros historie er i modsætning til kirkens kun sparsomt beskrevet, som det i øvrigt er almindeligt for mange danske kroer. Kroens virkelige alder kender vi ikke, men dens historie kan angiveligt spores helt tilbage til 1708, hvor vi kender navnet på en ejer Henrik Hageman, der skal have søgt om bevilling til at drive kro eller gæstgiveri i Fåborg. Krogården har formentlig engang hørt under præsteembedet, som anneksgård. Den kan meget vel først være opstået som privat gæstgiveri, hvorefter den blev et ”offentlig gæstgiveri” som følge af øget vejtrafik op gennem 16- og 1700-tallet. I denne periode (1700-1756) udstedtes nemlig over 200 gæstgiverbevillinger til glæde for de vejfarende, der her kunne få husly, mad og hvile. Kroen har, som antydet, sikkert fået sine privilegier i 1700-tallet. Den ældst kendte bevilling på værtshushold blev 16. juni 1831 udstedt til kroejer Niels Hansen, der var fæster af krogården fra 1829 til 1856. Fåborg Kro har, som landsbyen, ligget i et område med langt til nærmeste købstad og heller ikke i ældre tid på nogen kendt hovedfærdselsåre. Grindsted-Esbjerg banelinjen kom også til at gå uden om Fåborg. Fåborg Kro har, som det var almindeligt, fået navn efter landsbyen, og derudover er der tale om en såkaldt kirke-kro jf. placeringen ved siden af kirken. Umiddelbart vest for kirken og kroen ligger en trelænget gård fra anden halvdel af 1800-tallet (ca. 1850). Stuehuset kan have erstattet en tidligere bygning, og hvis det er tilfældet, så er der med de tre bygninger måske tale om en rest af de gamle danske landsbyer før de såkaldte udskiftninger, dvs. da landbrugsejendommene flyttedes ud fra landsbyerne – for Fåborgs vedkommende skete det i perioden 1777-1802. 

Fåborg Kirke, Kro og Vandmølle - Læs mere i PDF-format her.

Mine Erindringer af Martine Bertram-datter af kroejer på Faaborg Kro fra 1927-38 Jens Peder Nielsen (kaldet Rasmussen)      

Tiden gik, vi var nået til vinteren 1927. Far var 58 og mor 48 år. Fars arbejdsevner var minimale, men han var stadigvæk fyldt med nye ideer desangående fremtidsmulighederne.
Han tænkte nu på at sælge gården, så da han erfarede, at Faaborg kro var til salg, øjnede han en chance. Mor var jo dygtig til madlavning og bagning og pigerne kunne servere. Det var som om, det hele var forudbestemt.
Der kom en byttehandel i stand. Far købte kroen og kromanden Kr. Kristensen overtog gården. Men far glemte umiddelbart af bare begejstring, at mor i årenes løb altid havde trukket det tungeste læs, og det havde til gengæld også tæret på hendes kræfter. Selvfølgelig skete der store ændringer i mors daglige miljø. Hun stod nu for ledelsen af et stort køkken, madlavning og indkøb og samtidig holde styr på økonomien, så vi var i stand til at yde den bedste service for vore gæster. Det glædede mor at have en af sine egne piger hjemme. Jeg var nu 19 år og havde været ude siden jeg var 14 år. Jeg kom hjem og hjalp til på kroen, passede serveringen, rengøring og hjalp til hvor som helst, der var behov for støtte. Mor og jeg havde et fantastisk godt samarbejde.

Far havde forinden planlagt at bygge en ny stor sal med tilsvarende køkken og balkon og indrette den lille gamle sal til almindelig restaurationslokale med små borde og et billard, som gæsterne kunne benytte for et gebyr af 75 øre pr. time. Der var ikke langt fra tanke til handling. Den 1. juni 1927 stod salen klar til at modtage sine gæster. De udeblev heller ikke og snart var salen optaget af familiefester, foreningsarrangementer, gymnastik og lignende. Salen blev indviet den 10. juni ved vor søster Dortheas bryllup med Mads Jakobsen.

Da far i 1927 overtog kroen, var der en afholdsbevilling på kroen. Ved siden af indgangsdøren var et stort skilt: "Kongelig privilegeret Gæstgivergaard". En dag, da politimesteren fra Varde var i Fåborg, fik han øje på skiltet. Han sagde da med bøs stemme: "Få det skilt fjernet, det har ingen betydning mere". Far tog skiltet ned og gemte det på loftet. Da kroen senere fik ny ejer, blev skiltet fundet frem igen og anbragt på sin gamle plads, hvor det stadigvæk hænger.

Krogæsterne kom ikke for at få øl el. brændevin, men for at nyde en god kop kaffe med brød, smørrebrød eller en god middag. Lørdag aften mødtes stamgæsterne til et slag kort, et parti billard eller bare nyde en kop kaffe og en hyggelig snak med vennerne, frem for at sidde alene en kold vinteraften på et kammer.

Man oplevede mange sjove episoder. En aften sad der 7 mand ved et bord. En af dem spurgte, om de ville spille 5 kort og sidste stik om en islænder med en indsats på 5 kr. pr. deltager. Alle 7 mand deltog i spillet. Min broder Anders vandt islænderen. Senere på året var der forestilling og revy. Det med islænderen var et godt emne for rimsmede: "En islænder i kortspil vundet, aldrig har kro-Anders sig så godt befundet".
At gæsterne befandt sig godt på kroen en sådan lørdag aften, fik vi mange beviser på.Alene den hyggelige og glade afslappede stemning blandt gæsterne var i sig selv symbol på velvære. Mor og jeg var altid i fuld vigør med alle vore gøremål. Ingen centralvarme, men 3 - 4 kakkelovne at rense og forsyne med brændsel. Ingen vandhane, men en pumpe ude i gården. Ingen vask eller afløb fra køkkenet.

I '30 fik byen vandværk, som far skænkede grunden til. Køkkenet blev udvidet og et bord med vask stillet op. Det var et stort fremskridt at få rindende vand i køkkenet. Trods alt besværet og opslidende arbejde tror jeg, at mor de første år nød kromiljøet med de varierende forhold. Normer og forudsætninger var ens for alle. Der var op- og nedgangstider. Sårende efter 1. Verdenskrig var knapt nok lægt, før end 2. Verdenskrig var i anmarch. Så nye ideer og synspunkter desangående fremtidsmuligheder var svært at få realiseret.

Jeg formoder, at det var landbrugskrisen sidst i '20, som foranledigede far til at sælge gården i Autrup. Landbruget, som hørte til kroen, var på dette tidspunkt udforpagtet til Kr. Iversen og Hans Hansen (Kro-Hans). Det var Hans, som passede landbruget. Han var et rart og godt menneske, der gjorde et uegennyttigt arbejde for børn og unge sportsudøvere. Dertil kommer, at han var hyggelig og lun at være sammen med. Hans havde intet hjem, så han boede og spiste på kroen. Det var som om han hørte til familien, og vi værdsatte ham næsten som en storebroder. 1. maj manglede Hans en lille dreng til hjælp ved landbruget. Einer, som var en lille rask og opvakt gut på 11 år, var vant til at passe køer og hjælpe til ude og inde, fik plads hos ham. Jeg tror, de to fik mangen en hyggelig snak, når de arbejdede der ude på marken og generelt havde en dejlig tid sammen i sommeren 1927.

Den 26.01.1929 havde mor og far den tunge sorg at miste deres ældste datter, Maren.
Hun døde på Varde sygehus af nyre- og lungehindebetændelse, kun 26 år gammel. Det var før brugen af penicillin. Maren var en lille buttet og glad pige med en godhjertet og uselvisk natur, der hellere gav end tog. Jeg tror, hun undertiden også var ensom og havde det svært. Hun kunne være nedtrykt, men åbnede sig ikke for nogen, så det var vanskeligt at finde årsagen dertil.
Som 14-årig kom hun hjemmefra og havde forskellige pladser på landet. Senere, da hun havde tilegnet sig den nødvendige erfaring og viden om den daglige husholdning og madlavning, fik hun plads som husbestyrerinde i Askov og senere i Tjæreborg. Nu havde hun nået et standpunkt, der gav hende mere selvtillid til at realisere sine egne tanker og ideer til det, hun inderst inde drømte om. En plads står tom, men minderne lever stadig. Hun ligger begravet på Fåborg kirkegård.

Da forpagtningen udløb i 1929 kom Anders hjem. Han blev så hjemme og varetog pasningen af landbruget i de følgende år, så længe mor og far magtede at drive kroen.
Jeg tror, det var en befrielse for Anders, der nu var 30 år, at han nu kunne gå hjemme og passe den lille bedrift efter sit eget system, fremfor at tjene på de store gårde, som han hidtil havde gjort. Han havde som 17-årig erhvervet sig en hofteskade ved at falde gennem et råddent loft ned i stalden med en sæk korn på nakken. Det var et hårdt slag med så tungt et handicap, som plagede ham hele livet igennem. Han kom ikke under lægebehandling. Det gjorde man ikke for så "lidt". Man skulle næsten være døden nær, førend lægen blev tilkaldt, og så var det som regel for sent. Det var ikke uden grund, at Anders somme tider var bitter. Han havde det ofte svært.

Med taknemmeligt tilbageblik mindes jeg de 3 sorgløse år på Faaborg kro. Selv om Laurids og jeg havde været forlovet mere end 3 år, da han købte smedeforretning, var jeg knapt nok rede til selv at stifte hjem.
Jeg havde haft en dejlig ungdomstid, var engageret med liv og sjæl i datidens sportsarrangementer, og nød samværet med kammeraterne. Alt dette blev nu en "saga blot". En dejlig solskinsdag den 10. august 1930 blev vi viet i Fåborg kirke.Et minderigt livsafsnit var sluttet, og en ny og spændende tilværelse startede i Filskov.

Frida og Dagny var nu voksne og kunne afløse mig på kroen. Der var arbejde nok til to piger. Mor blev jo ældre og trængte til at blive aflastet.

Efter få års forløb fik mor sukkersyge. På dette tidspunkt var de såkaldte piller endnu ikke fremme for diabetikere, så mor måtte tage insulin hver dag. Det sled hårdt på livsmodet og kræfterne. Far kunne jo ikke hjælpe til. Han var med tiden blevet lidt korpulent. Så han var bedst tilpas, når han sad i en god stol og fik sig en pibe tobak eller en god cigar og så ellers lod de andre om arbejdet. Sin morgenkaffe fik han altid på sengen. Hver morgen lød som på kommando: "Nu må I godt komme med kaffen", som bestod af 1 kop kaffe og et stykke franskbrød med smør. Så var far parat til at gå en ny dag i møde.

I 1938 blev kroen solgt til Peter D. Kristensen. Far købte hus i Agerbæk. Mor og far var nu berettiget til at modtage aldersrente. Det var den omsorgsydelse fra 1891, der i 1922 blev ændret til aldersrente, som alle personer over 60 år kunne få. Far var nu 70 og mor 60 år. Men for disse 2 mennesker var det en nedværdigelse at modtage det, som de kaldte offentlig hjælp. De. Som alle dage havde klaret sig selv. Men de opdagede hurtigt, at uden indtægter var det svært at eksistere. Trods alt værdsatte de at være uafhængige. De kunne nu slappe af og rejse på besøg hos børnene, som var spredt for alle vinde. De havde nu 10 børnebørn, som stod deres hjerter nær. Og der var plads til dem alle.

Faaborg afholdsforening

Faaborg afholdsforening er stiftet 29. januar 1888. Grunden til at denne forening blev stiftet, ser man bedst af en artikel, som tidligere sognerådsformand Jeppe A. Ravn, Fåborg har skrevet og indsendt til Dansk Folkemindesamling. Kampen mod spiritus i Fåborg sogn.

Der har vist nok i umindelige tider været en kro i Fåborg by med et stort skilt lige uden for indgangsdøren, hvorpå stod malet med store bogstaver:"Kongelig privilegeret Gjestgivergaard"
Den er beliggende umiddelbart ved kirken til bekvemmelighed for almindelige rejsende og for de folk som kom kørende til kirke fra sognets yderkanter, men ellers ikke altid til gavn og opbyggelse for de kirkesøgende. Ifølge privilegiet havde kroens ejer altså lov til at beværte rejsende med mad og drikkevarer derunder indbefattet spiritus. Men enhver ved, at ordet "rejsende" er et meget svævende begreb, som hverken fortidens eller nutidens mennesker har haft let ved at drage grænserne for.
Der kunne altså der, ligesom i andre gamle landevejskroer fås både punch og snaps.
I ny og næ, hvis folk kom i forlegenhed, kunne vel også fås en flaske brændevin til brug i hjemmet. Men rigtig brændevinsudsalg var der vist ikke her i sognet før midt i tresserne (1860), da der blev et i Fåborg by et senere i Agerbæk.
Det første skridt som blev foretaget offentlig mod spiritusuvæsenet var i 1887. Da var der to bevægelser, som kom i samarbejde, begge med front mod drikkeriet. Der var ved den tid begyndt lidt med at holde møder med foredrag, som holdtes i skolerne.
Provisorietiden havde imidlertid sat en stopper for skolernes brug til sådanne møder.
Befolkningen ønskede nu at få rejst et hus, hvor de kunne samles til møder, uden at spørge ministeren. Der var også mange som havde indset, at det var ikke altid så rart at være henvist til kroen, hver gang de skulle køre til kirke. Ud af disse to betragtninger, enedes beboerne i sognet om, at danne en forening med det klingende navn "Foreningen til ædruelighedens fremme" og opførte i sommeren 1887 en, også ved kirken beliggende bygning med beboelseslejlighed, en sal til afholdelse af møder, samt hestestald til 32 heste.
To år senere, da der havde vist sig vanskeligheder med at få en familie til at bo i huset, blev der bygget til huset således, at det blev efter datidens fordringer en rummelig butik og byens daværende købmandsforretning med tilhørende brændevinshandel flyttede dertil.